Oktober 2009

Danmarkstour med Bosch Rexroth

Bosch Rexroth-koncernen præsenterede sit varesortiment, der spænder lige fra dele til vindenergi, hydraulik, service, lineær- og montageteknik, pneumatik samt servo- og styringsteknik, for en indbudt kundekreds på det gode skib Samka. Til ti danske havne gik togtet, nemlig Hals, Ålborg, Randers, Århus, København, Korsør, Odense, Vejle, Sønderborg og Fåborg.

Kampagneturen ses her fra hovmesterens synsvinkel – eller smagsløg:
 

Onsdag d. 21. okt. 2009
Besætningen mødtes kl. 10.00. Desuden gav Jens og Jan en hånd med til at klargøre inden afrejse. Afrejse Marstal kl. 11-hundrede bound for Vejle. Rejsen gik gennem Mørkedybet og op igennem Lillebælt. Vinden var frisk til hård fra vest. Ankom til Vejle kl. 21.00. Ingen modtagelse, før vi lå til kaj. Der skulle bruges købekort til strøm, hvilket vi fik ved 23-tiden, så ingen larmen og banken fra hjælpehakkeren.

Menuen var kylling i karry og som dessert irsk kaffe.
Slut på en god rejse ved 24-hundrede tiden.

 

Torsdag/fredag d. 23. og 24. okt. 2009. Vejle
Bosch Rexroth-folkene stillede med morgenbrød kl. 8.30. Fem mand gik i gang med at indrette lastrummet. Vi dækker først af i morgen, så det tunge udstyr kan komme ned.
Alm. frokost med sild m.v.
I eftermiddag er vi blevet inviteret til at se veterantog i Lunderskov, og i aften er vi inviteret ud at spise sammen med de tre fra Bosch - Peter Scheibner - salg og marketing, Michael Nielsen – vindmøllegear, Carsten Voigt - intern transport og profilbukning. Spiste på ”Remouladen”, lækkert sted og god mad. Øl, kalvewienerschnitzler, stegt flæsk og persillesovs, rødspætte.
Sejlede fra Vejle kl. 19.45 bound for Hals.


Lørdag d. 24. okt. 2009. Hals
Ank. Hals 9.30 efter en nogenlunde rolig sejlads, 5–8 m/s, men masse gammel skvalpsø. Peter ringede til havnemesteren og meddelte, at nu var vi her, så vi kunne få koblet strøm til. Havnemesteren meddelte, at på vestkajen, hvor han havde anvist os plads, var strømmen taget fra for denne sæson. Så ellers bøvl med hjælpemaskinen, kunne ikke trække al den strøm, der var koblet på. Så koblede vi generatoren ind, den kunne heller ikke trække. Pillede så meget strøm fra vi kunne og koblede så hjælpemotoren ind igen. Kors i rø… for en larm.
     Vi måtte afprøve fadølsanlægget i forbindelse med en let frokost.
Fik besøg af en mand, som havde sejlet med Samka i kort tid og var navigatør fra Marstal.
     Menuen i aften er oksemedaljoner monteret med gulerødder, smørristede ærter, kartoffelbåde med timian og sauce bearnaise, efterfulgt af is med honning, portvin og nødder. Hertil rødvin.
     I natten klam og kold måtte navigatørerne døje med larmen fra hjælpehakkeren, men der er jo ikke noget, der er skidt, uden det er godt for noget, for da vinden kulede op og klaskede ind i røveren på fru Samka, kunne navigatørerne ikke høre dette på grund af larmen fra lysmaskinen. Den, der sov foran masten, lullede stille og roligt ind.


Søndag d. 25. okt. 2009. Hals
Fisketur med kunder. Første hold var fra MAN Diesel i Frederikshavn. Grundet vejret gik fisketuren ind en halv times sejlads ind i Limfjorden. Ingen fangst, men humøret var højt, måske fadølsanlægget i lasten hjalp til. Holdet blev sat i land ved 12-tiden, så det næste hold gæster kunne komme på fisketur. Dette hold var fra Flådestation Frederikshavn. Ved 1-tiden var vinden løjet så meget af, at vi tog til havs. Men ak, ingen fisk, men dog en del fadøl. Vinden løjede af til omkring 2 til 5 m/s, og solen tittede frem. Fine folk, ligesom de forrige, der hyggede sig.
     Vi blev alle bespist i restaurant ”Havkatten”. Menuen var dybstegte rejer på bund af salat, hertil flute. Hovedretten var oksemørbrad med kartoffelkroketter og broccoli, alt skyllet ned med en god blid Rioja-vin.
     Kl. 18.15 kastede vi los fra Hals bound for Ålborg med kajplads i Nørresundby. Ankom dertil kl. 20.30. Fik strøm, så en gammel dansk film ”Flådens raske gutter” og indtog måske et par glas rødvin. En stor cadeau til skipper, der på sin stille og rolige måde fik bakket Samka på plads, ind på gummikajen. Peter kan bare dét der.
     Nat, nat, Roger over and out - i skrivende stund kl. 00.32
NB! Vi mangler godt nok et tv, der dur, kan med nød og næppe se TV2, digitalboksen kræver den stor kædestrammereksamen, og så er scartstikket i fjernsynet i udu. Sååå.


Mandag d. 26. okt. 2009. Ålborg
Tørnede til 7.30. Larm på kajen fra lastbiler med udstilling. Fik dækket spulet og vasket klædningen ned. Kørte i byen for at finde et supermarked. Det lykkedes at finde en Føtex, hvor jeg købte et teleskopskaft og en blød kost til dæksvaskning. Så samtidig på et tv, 22” til 1999,- med hele balladen i. Købte det. Det er nu monteret og virker perfekt. Rexroth havde et godt besøgstal på omkring de 50 personer. Frokost ved Pølseboden, det strækker kostpengene.
     Kl. ca. 17.00 kastede vi los bound for Randers. Michael fra Rexroth sejler med. Hyggelig fyr.
Det har været en fin dag med solskin, hvilket hævner sig nu, da det ud gennem Limfjorden er meget tåget. Nu her ud for Mariagerfjord er det lettet lidt, men noget puha at sejle i. Vi krydser fingre, for at der ikke er tåge i Randersfjord. Ankom Randers i fint klart vejr kl. 00.30. På vej i Randersfjord tændte jeg for elkedlen for at lave kaffe… Ups, det kunne en sikring i konverteren ikke lide, hvilket vil sige, at 220 V-strøm gik sig en tur og ligeledes det elektroniske søkort. Rex-folkene fikser det i morgen.
    
Dagen menu var som forret et stykke med rejer, herefter karbonader med ærter og gulerødder og kartofler.


Tirsdag d. 27. okt. 2009. Randers
Ankom Randers i flot klart vejr kl. 03.00. Tågen var heldigvis drevet over. Vi var heldige, at der var et 32 ampere strømstik lige agten for skibet. Vi tørnede til som sædvanlig kl. 8.00. Michael lavede den afbrændte sikringsholder ved at montere en automatsikring, så skulle vi være ud over problemet, med at sikringen ryster løs.
     Masser af besøgende til udstillingen og pølsevognen. Indkøbte kabel til lyd mellem cd-afspiller og det nye tv.
     Aftensmaden stod på en sildesnitte og forloren skildpadde.

Onsdag d. 28. okt. 2009. Århus
Ved 16-tiden blev der rigget ned og surret, og vi afgik kl. 17.00 bound for Århus, hvortil vi ankom ved 1-tiden efter en rolig sejlads. Svært at finde kaj 23, da intet var mærket, hvilket bevirkede, at vi måtte forhale om morgenen. Der blev bunkret olie, så vi nu har nok til resten af turen. En grå og kedelig dag med masser af regn.
     Besætningen blev udvidet med Michael Simony. Om aftenen repeterede besætningen, der bor foran masten, ”MS Martha.”


Torsdag d. 29. okt. 2009. København
Ankom København i roligt vejr og lagde til kaj kl. 08.00 . Så begyndte det der med at få strøm om bord… Det så så nemt ud, men det var det godt nok ikke, da ingen af de tavler, der var ud for vores plads nr. 143 var aktive. Der måtte derfor lejes 150 meter 64 ampere-kabel, og kl. middag var der landstrøm. Udstillingen åbnede som sædvanlig kl. 11.00.
     Inden vi fik landstrøm, kørte vi på lysmaskinen, men der var problemer med koblingen. Vores nye 3.-mester og maskinisten skilte hele balladen ad og justerede og samlede stumperne igen, så det hele kørte, som da det blev født.
     Frokosten var på ”Pølsevognen-” Om aftenen blev vi inviteret ud at spise med Rex’erne, og aftensmaden blev indtaget på restauration ”Amsterdam”, også kaldet Ærø Ambassaden. En lækker mør entrecote blev fortæret, fulgt ned med en god rødvin. Aftenen blev rundet af med noget
øl på Hong Kong, og tilbage på skibet sluttede vi af med irsk kaffe.


Fredag d. 30. okt. 2009. København

Udstillingen åbnede som sædvanlig kl. 11.00. Der blev handlet ind, så vi kan nu nå Korsør med proviant. Indkøbte et skridsikkert skærebræt hos H. W. Larsen i Kødbyen.

     Den nye maskinbesætning afmønstrede ved 17-tiden, og hovmesteren forlod skuden for at spise ved sin søn Kasper. Hvervet som assisterende hovmester blev overdraget til Erik, der serverede karrykoteletter i fad, hvilket jeg ikke var i tvivl om, da jeg kom tilbage til skibet ved 23-tiden. Hele apteringen stank af karry. Nu her lørdag morgen er aromaen endnu ikke ude.

Lørdag d. 31. okt. 2009. København
Dagen står på to fisketure. Vi startede ud kl. 07.30 med seks personer fra F. L. Schmidt. I skrivende stund er der fanget een torsk, hvilket er 100 procent bedre end sidst. Vi går i havn, så vi er inde kl. 12.00.
     Et nyt sæt gæster kommer kl. 13.00 og får samme tur. Det andet hold fik relativt hurtig noget på krogen, ikke seje sild, men ganske almindelige uden nogen staffage.
    
Det blev en rugbrødsfrokost, og til aften bliver det ikke bøf stroganoff med kartoffelmos, men spagetti med kødsovs, så derfor kommer Kirsten ikke og spiser med. Fisketur om søndagen er aflyst på grund af vejrmelding.

Den lovede vejrmelding, der sagde op til 15 m/s., ville betyde, at vi ikke kunne nå frem til Korsør til tiden. Rikke mente også, at det var fornuftigt at aflyse fisketuren, så vi kunne være sikre på at være fremme til tiden uden havari på udstillingen.
     Rikke ringede senere og sagde, at it-chefen godt ville sejle med og kunne være i Nyhavn kl. 17.30. Ok. Vi regner med at afrejse København ved 18-tiden.
     Afgang fra Nyhavn ved 18-tiden med en frisk vind fra øst. bound for Korsør, hvor vi var fremme søndag morgen kl. 7. Vi ville ikke betale 800,- kr. for at komme igennem broen. Ingen strøm.

Søndag d. 1. nov. 2009. Korsør
Provianten var smørrebrød til frokost og til middag rejecocktail, bøf stroganoff og stegt blomme på ananasbund med hvidvin, makronsukker og balsamico.


Mandag d. 2. nov. 2009. Korsør
Forhalede gennem broen til anvist kajplads. Udstilling som sædvanlig.
     Strøm var der ikke låst op for. Det er jo ikke noget nyt, men havnemesteren fortalte senere på dagen, der ikke var bestilt strøm???
     Skipperen rev sig og spenderede middag, to hot dogs fra pølsevognen.
     Afsejlede kl. 16.30 bound for Odense, hvor vi ankom kl. 22.30. En hurtig tur med masser af medstrøm.
     Vi sluttede en hård dags arbejde med et enkelt glas rødvin.

Tirsdag d. 3. nov. 2009. Odense
Dagen begyndte ved 8-tiden med en kop kaffe. Senere rundstykker. Temmelig mange besøgende, heriblandt Sonny Eriksen. Han har været med i Den Småborgerlige Sangforening og har også sejlet med Samka, så jeg lovede at sende mail engang imellem, så han kunne se hvad der rører sig.
     Ingen havde lyst til frokost, så det var en nem servering.

Fis med antenneforholdene til vores nye fjernsyn. Øv, øv, øv og atter øv. Michael tager en digital stueantenne med i morgen i Vejle, så vi kan afprøve, om det er antennen, der er i uorden, hvad jeg tror.
     Fire gæster er kommet om bord: Martin, Sv. Åge, John og ?, som sejler med til Vejle. Fik foræret en boks X-Mas og en flaske snaps.
     Afsejlede Odense kl. 16.30 bound for Vejle med forventet ankomst ved 23-tiden. Vejrmeldingen siger 10 til 15 m/s fra sø. Ulrik…! Jeg må hellere servere maden inden Gabet, for måske vil Neptun have den igen.
     Provianten var en to-retters menu: Indisk risret og bagt ananas og blomme med hvidvin, makron/sukker med et strejf af balsamico.
     Ankom Vejle med en frisk østenvind lige i røveren. Blev modtaget af Peter. Fik rigget strøm til og gik til køjs efter et enkelt glas rødvin og en godnatsnitte med røget ål.

Onsdag d. 4. nov. 2009. Vejle
Michael N. kom med morgenbrød kl. 9. Lækkert med morgenmad så tidligt.

     Dagens store program var at få det nye fjernsyn til at vise billeder. Kørte til Føtex og fik det byttet uden videre snak. Ak, det var ikke fjernsynet, der var noget i vejen med, men antennekabel eller stik eller forstærker. Afsted til Føtex og indkøbe ny forstærker og stik. Oh ve, oh ve, oh w, efter ny montage virkede det stadig ikke.
     Der kom også en journalist fra Vejle Folkeblad med fotograf. Jeg fortalte om skibet, og Michael N. fortalte om Rexroths road show på vandet. Kommer i avisen på fredag, og der kommer et eksemplar til Søfartsmuseet.
     Frokost var en sildemad og lidt pålæg. Aftensmaden leveret af Peter Scheibner - gammeldags oksesteg med brun sovs og kartofler, eftermad var tiramisu - der sejler med til Sønderborg. Han har sin store søn med og dennes kammerat med.
     Det har blæst en halv pelikan siden ankomst til Vejle. 10 til 15 m/s. Vejrmeldingen lover aftagende til aften og hen på natten.
     Afgang Vejle kl. 20.15 og vinden var nu faldet ganske meget. Forhåbentlig en forholdsvis rolig sejlads til Sønderborg. Og det blev det.


Torsdag d. 5. nov. 2009. Sønderborg

Ankomst Sønderborg 7.45 efter en meget behagelig rejse hvor vejrguderne var os nådige i forhold til vejrmeldingen.
     Kurt fra Rexroth installerede vores nye digitalantenne. Han fik en Samka-cap. Kanon, nu virker det.
     Surt og tåget, men dog ikke så slemt som i Vejle. Peter, Carsten og Michael S. sejlede med til Fåborg. Ankomst Fåborg 20.45.
     Frokost det sædvanlige, og aftensmaden var gule ærter med nakkekam. Dessert: Is med minipandekager, ahornsirup og hasselnøddder, der blev indtaget på havet.

Fredag d. 6. nov. 2009. Fåborg
Sidste dag på togtet. Rundstykker blev igen leveret af Rexroth.
     Jan Formand og Jens Tolder ankom ved 11.30 tiden. Vi alle fem spiste frokost sammen. Jan tager hjem i eftermiddag, og Jens bliver og sejler med hjem til Marstal.
     Allerede ved 15-tiden begyndte Rexroth at rigge af. De dækkede selv af og flyttede skærstok, så mobilkranen kunne få udstyret op fra lasten. Der blev arbejdet hårdt og intenst, hvilket var årsag til, at inden skumringen faldt på, var lasten tom.

     Grundet den hurtige nedrigning blev fællesspisningen aflyst, så det blev til en hyggeøl i lasten, inden personalet fra Rexroth forlod Samka.
    
Samkas bestyrelse inviterede på mad ude i byen på restauration ”Tre Kroner”. Aspargessuppe og mørbradbøf, skyllet ned med husets rødvin.
    
Så lidt kammeratligt samvær i salonen. Skipperen og jeg lagde knejtene i køjen ved 3-tiden, hvorefter han uddannede mig til motorpasser inkl. praktik. Tror nok, vi ramte buffen ved 5-tiden.

Lørdag d. 7. nov. 2009. Marstal
Jens hentede morgenbrød. Efter en lille andagt gjorde vi søklar bound for Marstal, som vi anløb 13.30 efter en stille og rolig rejse.
     Vi blev modtaget af Kirsten C og Kirsten S, Motor samt Janne fra Søfartsmuseet.
     En frokost blev underslået og efter den ” Så er det hjem boys”, en fantastisk rejse!


Hovmester Preben Skov